KarenNår vi taler om lykke – stejler nogen af jer måske.
Men hvorfor ikke stræbe efter lykke?
Lykken er ikke relativ, dvs. betinget af de ydre omstændigheder, man har, eller holder ude og væk fra sig. Lykke er en indre tilstand, som ikke forsvinder, selvom vi mister job eller kæreste. Dog bliver vi alle gennem livet udsat for alverdens prøvelser og modgang, og nogle af os helt klart mere end andre. Lykken kan sagtens findes i det ydre, men er derfor bare relativ. Man kan sagtens være rig og smuk og have en kæmpe familie – og samtidig være dybt ulykkelig og ensom.
Lad os se lidt på, hvad modgang er. Modgang kan være så hård, at vi ikke har kræfter eller mod til at rejse os. Massiv sorg er naturlig, når man mister.
Mange enlige har mistet et parforhold. Og har derved måske også en masse udfordringer, så man står stærk bagefter.
Her er det holdningen, der styrker en. At finde modet i sig selv til at tro på, at det nok skal blive godt igen, er allerede et kæmpe skridt.
Værdsæt dér, hvor du er
Man kan vende øjet til at se positivt og optimistisk på ens livsverden. Så sorg ikke sætter sig i en unødigt lang tid og bliver til en depression. At vænne øjet til at være positivt handler om at lægge vægt på de ting, man værdsætter. De ting der fungerer – de ting, der er hos en – nær en. De omstændigheder, som man kan være taknemmelig for. Man kan derved træne sig selv til at være mere og mere og mere og mere lykkelig. Taknemmelighed for ting, man kan værdsætte – giver lykke
Pessimist – optimist?
En pessimist ser modgang som symptomatisk og typisk, og derved er held kortvarigt og vil forsvinde igen. En optimist ser modgang som noget, der helt sikkert ganske snart forsvinder, og lykke som en selvfølgelighed.
Vi kan som mennesker træne os selv, til at være positive optimister – men hvorfor det ? Fordi hjertet og hjernen hænger sammen – så hvis man tror på, man kan, så kan man også. Og hvis man tænker, man kan, så er man glad i hjertet og lever længere, er mere produktiv og har i det hele taget lettere ved livet.
Mange der set sort på livet, har helt sikkert god grund til det. Men nogle gange er det blevet til en vane, der ikke gavner en selv. Den akademiske verden stræber også med et kritisk øje. Men kritik i nære relationer eller i ens eget hoved er kun i små portioner gavnligt for lykke.
At stå i en udfordrende situation – og tænke: jeg kan godt – jeg skal nok komme styrket i gennem det her – jeg vil ikke bukke under – jeg vil ikke klage – jeg kan godt – er en udfordring i sig selv. Men når man kan finde kræfterne til at hoppe op på hesten, så tror jeg alle vil erfare, at det i sig selv giver en lykkefølelse.
